Magnetisme spiller en afgørende rolle ved fremstilling af elektrisk energi.

Noget jernmalm  har den egenskab at det kan tiltrække små jernstykker. Jernmalmen kaldes magnetjernsten eller magnetit, og har den kemiske forbindelse af jern og oxygen (Fe₃O₄).

Magnetjernstenens tiltræknings kraft, og har ingen praktisk betydning i vores tid. Tidligere har den været brugt som kompas. Magnetjernstenen er en naturlig magnet, mens dem vi bruger i dag er menneskeligt fremstillet.

• To ens poler frastøder hinanden.
• To forskellige poler tiltrækker hinanden.

• En magnet er omgivet af et magnetfelt.
• Magnetfeltet kan beskrives ved hjælpe af feltlinier, der altid kan tegnes som lukkede kurver.
• De magnetiske feltlinier går uden for magneten fra nordpol til sydpol, og inde i magneten fra sydpol til nordpol.

Kompas står på en lodret akse, og peger mod nord og syd. En inklinationsnål hænge på en vandret akse, og vil altid peger 70° imod jorden. Grunden til at de gør sådan er at jorden er omgivet af feltlinier. Dog ligger jorden magnetiske poler ikke, hvor de geografiske er. Men nordpolen ligger 3° længere mod vest. Afvigelsen fra den geografiske nordpol kaldes misvisning. Misvisningen ændre sig hvert år.

Lyset fra Solen er ca. 8 minutter om at nå ned til Jorden. Men det er ikke kun lys, vi modtager fra Solen. Fra Solen strømmer der uafbrudt enorme mængder af positivt og negativ ladede partikler (protoner & elektroner).

Mængden af disse elektriske partikler der rammer Jordens atmosfære, er meget stor, ca. 1 milliard protoner pr. kvadratcentimeter hvert sekund. Hvis disse partikler uhindret fik lov at nå Jorden, ville det kunne betyde store ændringer i klima og miljø, men her spiller Jordens magnetfelt en afgørende rolle. De elektriske ladede protoner og elektroner indfanges nemlig af det magnetiske felt og tvinges til at bevæge sig rundt om feltlinierne i spiralformede baner.

Ved nord- og sydpolen når de ladede partikler ned i den øvre atmosfærer, hvor de er årsag til det, vi kalder nord- og sydlys, eller med en fælles betegnelse: polarlys. Polarlyset ved, at de ladede partikler rammer atomerne i den øvre atmosfæres gasarter: nitrogen, oxygen og hydrogen. Ved disse sammenstød tilføres atomerne energi, som de igen kan afgive i form af lys.

• Blødt jern kan let magnetiseres, men kan ikke holde på magnetismen.
• Stål kan magnetiseres og holder på magnetismen.
• Når en magnet tiltrækker et stof, siger man, at stoffet magnetiseres, dvs. at stoffet bliver selv en magnet.
• En magnet kan tiltrække stoffer som jern, nikkel, cobalt, jernoxid og chromdioxid.

Hvis man stryger en magnet langs en af de typer som kan magnetiseres bliver den magnetisk.

Man kan ikke påvise en magnetisk pol ved tiltrækning, når man ikke ved, om genstanden er magnetisk. Fx. vil begge magnetnålens poler bliver tiltrukket af en umagnetisk genstand.

• Man kan ikke fremstille en magnet, der blot har én magnetisk pol.

• Man kan afmagnetisere en magnet ved opvarmning eller ved kraftige slag

Curiepunkt er det hvor et stof afmagnetiseres ved opvarmning. Dette punkt er forskellig fra stof til stof. Jerns curie-punkt er 770° C, mens nikkels er 358° C. Ved curie-punktet bevæger stoffets molekyler sig så hurtigt, at magneten ikke længere kan ensrette de små magneter.

Den energi man tilfører, for at får udført et arbejde, forsvinder ikke. Energien ændrer blot form, fx. fra elektrisk energi til kinetisk energi.