Den 29. januar 2005: Efterløn og folkepension kan blive afskaffet

Så kom den længe ventede udmelding om at efterlønnen vil forsvinde fra De Konservative i dagens udgave af Fyens Stiftstidende. Det vil gælde for personer som ikke er fyldt 45 år endnu. Ellers er man stort set ikke vant til at høre noget fra De Konservative da de så at sige er under tøflen af Venstre. 

I den forbindelse er vi også vidner til hvordan de to ovennævnte partier sammen med Dansk Folkeparti "bestikker" de ældre med ældrechecken. Dette vel for at lukke munden på dem så de ikke brokker sig over forringelser på ældreområdet.  I min hjemkommune er det blevet sådan at de ældre skal betale 40 kr. om dagen for at få bragt mad ud, medens de ansatte på rådhuset kan købe mad til 20 kr.! Nyborg Kommune er med en Venstre-borgmester blevet en minimalstat i kommuneformat, men mere herom til efteråret når der er gang i den kommunale valgkamp.      

Det er utroligt hvordan de borgerlige taler med to tunger, hvor de lover vælgerne at der ikke sker forringelser på det sociale område i valgkampen, men når taburetterne er besat gør de lige det modsatte. Vi skal opretholde det høje sociale sikkerhedsnet efter den økonomiske mest fordelagtigste model. Ved at få 50.000 personer mere i arbejde er der flere penge at gøre godt med for de socialt dårligst stillede, hvor det også er muligt at give vores ældre medborger en anstændig behandling. Det er den tak de skal have for at være med til at bygge det samfund op som vi alle nyder godt af.

Som led i afviklingen af velfærdssamfundet vil Venstre også afskaffe stemmeretten for visse befolkningsgrupper, som det var før 1933. Dette skal man være på vagt overfor, selvom det kræver en ændring af Grundloven. Det Venstre og dets ungdomsorganisation er ude på er at sikre magten for enhver pris ligesom den daværende konseilspræsident J. B. S. Estrup gjorde i slutningen af 1800-tallet ved at regere på provisoriske love. Dette kommer også til udtryk i strukturreformen. 

På sigt kan både efterlønnen og folkepensionen derfor blive afskaffet da det er de borgerliges dagsorden, men den vil de helst ikke tale om medens der er valgkamp. De kunne jo risikere at tabe valget. Vi andre vil til gengæld gerne diskutere emnet, for det er vigtigt at det bliver diskuteret.    

Derfor: Stem på en af Socialdemokraternes Folketingskandidater når du skal sætte dit kryds den 8. februar!

Tommy Rolf Nielsen   

 Tilbage til VK-regeringens bedrifter