|
Om Chihuahua (og DKK) før og nu!
Danmarks første ivrige udstiller og opdrætter Agnes Petersen havde længe tænkt at give sine papirer videre, og da hun fyldte 90 år, blev det til virkelighed. En dag kom en stor pakke med posten fra Else Lauridsen, der nu har kennelmærket Rhodas. Agnes og jeg har siden talt meget om alt det spændende gamle materiale! Agnes Petersens tid kendes godt, idet hun var den første, der udstillede konstant og drog erfaringerne derfra til sit senere meget efterspurgte opdræt. Hun fik sine 2 første Chihuahua fra Sverige i 1961, hannen: Rubins Cheery, 10 mdr. gl. og tæven: Rubins Marusta, 8 mdr. gl. De var af racen Chihuahua, d.v.s. den eneste kendte, altså den glat/ korthårede type. De langhårede kom først frem herhjemme midt i tresserne. Først da Rowleys Don-Juan og Rediviva Lulu kom fra England i 65, kunne man rigtigt begynde at tale om de typiske "Rhodas-hunde". De blev bl.a. grundstammen i den svenske kennel Tom-Puss, især med den cremefarvede Nordisk Champion: Rhodas Marki, f. 21/10-67. Vi forstår Agnes' stolthed over den korthårede hanhund, som 1968-69 kom til Den kgl. Danske Ambassade i Mexico, i racens hjemland! Som så mange andre opdrættere beholdt Agnes tæven fra sit første kuld. Et billede af Rhodas Lola, 233147, f. 2/4-62 viser, at hun var en dejlig Chihuahua, knaldsort med gule aftegninger. Lagde I mærke til Lolas stambogsnummer?. DKK brugte længe fortløbende numre til de registrerede hunde, og det måtte selvfølgelig på langt sigt blive uoverskueligt. Fødselsdatoerne kan man ikke umiddelbart regne ud, fordi opdrætterne dengang kunne vente ½ år med at registrere. Chihuahua havde i perioden 1961- 68 tal fra Cherrys: 230579 til Rhodas Ninna: 323542. Hun blev født d. 20/4-67 og er den sidste med et "anonymt" tal, som jeg indtil videre kender fødselsdatoen på. DKK-hundene fik først skråstreg med årstal på stambøgerne i 1968. Der var naturligvis også tidligere mange opdrættere uden kennelmærker, hvis hunde fik betydning for senere avl. Hvem var mon f.eks. Bimmer, Trille, Manse, Liselotte og Lotte, alle med skråstregsnumre, altså registreret efter 1968?. Det var i øvrigt ikke nemt at blive champion i gamle dage. Jeg tror, at et cert. kun blev givet, hvis hunden blev Bedst I Racen, BIM gav ikke noget!. Agnes havde mange Champions og fik en udstillingsdags bedste opdrætsklasse ialt 3 gange! Også Vita Brødsted, "Solgården", havde betitlede hunde. Hun begyndte næsten samtidigt, men rækkefølgen er usikker. Der kan være tale om kennelerne Grønhøj, Hjørnebo, Bisgaard og den nutidige "Dyrlægegården". DKK- udstillingerne kaldtes store og beskrives begejstret på et udklip fra 19/4-64. Avisbilledet fra Charlottenlund Travbane viser en af de mindste af de 460 racehunde, nemlig en peruaner (!): Rhodas Jesper. Han var født 28/2-63, og Agnes har fortalt, at han fik 2 certifikater, men ejeren måtte holde op med at udstille ham. Han brød sig ikke om dommere! De gamle stambøger indeholdt udover overskueligt opstillede stamtavler (dem før 68!) også udstillingsresultater. Tævebøgerne indeholdt parringsformularerne, altså kuldene, og hanhundebøgerne havde parringslister. Hver gang kuldene blev registreret, blev der sat en ny side fast i stambogen. Det har krævet en stor arbejdsindsats overalt i hundeverdenen. Jeg mindes selv køerne på udstillingerne, hvor alle skulle have stambøgerne tilbage med resultaterne skrevet på! Min artikel fra "Lille Hund" juni 2000, i uddrag og med små ændringer. UG. PS! Agnes Petersen døde i maj 2006, dagen før, at hun ville være fyldt 97 år.
|
|